SKYGGEN afslører skeletterne i skabet

Skeletterne rasler ud af skabet i den intelligente thriller SKYGGEN. Her ses Ewan McGregor som den anonyme skyggeskribent og Kim Catrall som Amelia Bly

“I am your ghost,” siger den anonyme skyggeskribent til den tidligere britiske premierminister Adam Lang, da de bliver præsenteret for hinanden.
Liget af skribentens forgænger er netop skyllet op på stranden, og i filmen SKYGGEN fortsætter skeletterne med at rasle ud af skabet.

Læs resten af anmeldelsen …

Premierminister i flyverskjul
Den anonyme hovedperson lander i et fortlignende luksussommerhus på en amerikansk ferieø udenfor sæsonen. Klaustrofobien kryber op på ham; godt hjulpet af bryske livvagter, en personlig assistent med et meget tæt forhold til sin arbejdsgiver og ministerens hysteriske hustru.
Det viser sig hurtigt, at premierministeren er gået i flyverskjul, da han risikerer at blive stillet for Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag. Da skyggeskribenten gennemgår sin forgængers gemmer, finder han ud af, at denne næppe druknede ved et uheld.

Magten fascinerer
Du får ingen ekstra points for at tænke Tony og Cherie Blair, når du bliver præsenteret for Adam Lang og hans hustru Ruth. Skyggen er baseret på Robert Harris’ bestseller The Ghost fra 2007. Han har også været med til at skrive manus, og fortæller: “Jeg startede måske med at skrive historien med Blair i tankerne, men snart røg han ud, og jeg skabte en universel politisk figur.”
Robert Harris præciserer: “Jeg er interesseret i at skrive om magt.”

Paralleller til det virkelige liv
Skyggen er instrueret af Roman Polanski, der fik Sølvbjørnen for ‘Bedste Instruktør’ til Berlin International Filmfestival i 2010 for sin indsats. Historien trækker paralleller til Polanskis eget liv, idet han sidder i elektronisk husarrest i sit feriehjem i Schweiz, fordi han i 1977 flygtede fra en retssag for sex med en mindreårig i USA.
Med filmens dystre og regnfulde billeder tegner Polanski et trykkende og paranoidt billede af USA.

Skuespillere kontra stjerner
Ewan McGregor agerer den navnløse skyggeskribent i sædvanlig sikker stil. Olivia Williams som Ruth underspiller på den klassiske britiske måde, og dominerer alligevel de fleste af de scener, hun er med i.
Pierce Brosnan spiller alfa-egoet Adam Lang på en lidt for troværdig måde, mens Samantha fra Sex and the City gæsteoptræder som Amelia Bly (Kim Catrall), Adam Langs personlige assistent.
En lang række dygtige, men relativt anonyme, skuespillere i birollerne får dig til at undre dig over, hvordan de to sidstnævnte stjerner er havnet i filmen.

De små hår rejser sig i nakken
Polanski bruger det intelligente manus, de atmosfærefyldte billeder og de mange stærke skuespillere til at skabe en psykologisk thriller, der elegant refererer til aktuel storpolitik.
Plottet fænger, og uden du ser en dråbe blod, får Skyggen de små hår til at rejse sig i nakken på dig.

Skyggen får premiere over hele landet torsdag den 25. marts 2010.
Filmen fik fire stjerner ud af seks mulige.

Anmeldelsen af Skyggen er skrevet for out-and-about.dk.

Leave a comment

Filed under anmeldelse, film, journalist

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s