
”Heteroseksuelle indtager cirka 98 procent af mediebilledet i Danmark. Vi tilbyder et rum, hvor andre seksualiteter kan se film og møde hinanden,” fortæller Kirstine Mølgaard fra MIX Copenhagen.
KIRSTINE MØLGAARD har ledet den populære filmfestival MIX Copenhagen siden 2010. Hun knokler som frivillig, fordi det er sjovt, socialt og hun elsker gode filmoplevelser. Men hun så helst, at festivalen var overflødig.
“Er det ikke lidt gammeldags? I Danmark må man jo godt være bøsse og lesbisk.”
“Medierne spørger om det samme hvert år, når MIX Copenhagen går i gang,” fnyser Kirstine Mølgaard irriteret.
Og tilføjer: “Og så kan de ikke tænke længere end bøsser og lesbiske …”.
Hun står i spidsen for de i alt 18 frivillige, der hvert år stabler filmfestivalen MIX Copenhagen – og en række andre filmevents spredt ud over hele året og landet – på benene. Hun betragter festivalen som en vigtig social og kulturel begivenhed, men det skal først og fremmest være sjovt at være med.
Alle er velkomne
“Vi laver MIX Copenhagen, fordi LGBTer ikke er repræsenterede i medier på samme måde som heteroseksuelle,” siger Kirstine Mølgaard.
“Vi skaber et rum en gang om året – i ti dage – hvor folk kan komme og se film og møde hinanden. Vores ultimative succeskriterium er, at festivalen bliver unødvendig, men det tror jeg ikke sker indenfor en overskuelig fremtid.”
Hun understreger: “Og alle med interesse for film og seksualitet er i øvrigt velkomne. Vi er meget heterovenlige!”
Læs resten af interviewet med Kirstine Mølgaard i oktobernummeret af Out & About.
Forsidefoto: Frøns Dryer